Fascineret af sport og sprog

Jeg har, siden jeg var lille, været ham, der diskuterede lidt længere, end nogen andre kunne holde ud. "Lad det nu ligge, Oliver" var rutinekommentar ved middagsbordet, når mine brødre og jeg var ved at blive uvenner. Men diskussionen var en proces, hvor jeg ikke kunne stoppe med at lede efter den helt rigtige formulering. Den sammensætning af ord, som - hvis bare jeg kunne finde den - med det samme ville få hele min familie til at forstå præcis, hvad jeg mente. 

​

Jeg leder stadig efter den helt rigtige formulering. Hvad enten formålet er at oplyse eller overbevise, er sproget nemlig centralt for at lykkes med sin mission. Ikke bare hvis man skal opbygge et slagkraftigt argument, men også hvis man vil stykke en sætning sammen på en måde, så den bliver hos modtageren i en rum tid efter. Det er nemlig dét, sprog kan - det talte som det skrevne: Det kan påvirke, røre og nogle gange ligefrem ændre mennesker.

​

Specielt inden for sportens verden føler jeg, den sproglige dygtighed og journalistiske faglighed er undervurderet i forhold til mere traditionel journalistik. Det kræver højt journalistisk niveau at dække sport. Derfor har jeg altid kigget på dem inden for sporten, der virkelig mestrer sproget, og tænkt: Måske det kunne blive mig. Hvad enten det er reporteren på sidelinjen, der på kort tid skal finde på noget andet at spørge om end bare "I har tabt, hvordan har du det?" - og turde stadig at stille netop dét spørgsmål, i de tilfælde det skal stilles. Om det er klummeskribenten, der evner at beskrive sportens problematikker på et niveau, hvor det bliver klart for alle, hvor meget mere sport betyder end sejre og nederlag. Eller det er den skarpe sportskommentator, der med sit farverige sprog og relevante informationer formår at tillægge et produkt så meget værdi, at du slet ikke overvejer, hvorfor man egentlig har brug for en kommentator til noget, du ser med dine egne øjne. 

 

Nu er jeg blevet 25 år, og jeg er ikke i tvivl: Det skal være mig!